FØLG OS PÅ

Det der skulle have været en uforglemmelig romantisk begivenhed, udviklede sig til en yderst uheldig affære for et ungt par fra byen Bay City i Michigan, USA.

Stjal vibrator få minutter efter frieri

Det startede egentlig meget godt. Den 25-årige William Cornelius havde taget sin intetanende kæreste, 20-årige Sheri Moore, med på en shoppetur det lokale Walmart. Mens hun kiggede på butikkens varer, smuttede Cornelius ned i smykke-afdelingen og købte en ring til hende. Herefter brugte han supermarkedets højtaleranlæg til at fri til Moore, efter først at have fået tilladelse fra personalet. Da han efterfølgende gik på knæ og satte ringen på sin udkårnes finger, skete det til stor applaus fra de andre handlende og supermarkedets personale. Det er nok ikke alle kvinder som drømmer om at blive forlovet på denne måde, men heldigvis for Cornelius sagde Moore ja, og det lykkelige par kunne kysse og kramme hinanden.

Mens andre måske ville have købt en flaske champagne eller være taget på hotel for at fejre forlovelsen, valgte det unge par i stedet at begive sig ud på et romantisk tyvetogt i en af centrets sexbutikker. Her stjal de ifølge politirapporten sexlegetøj for omkring 600 kr. Der gik dog ikke længe før lovens lange arm fik fat i parret, som stadig opholdt sig i det lokale shopping center. Her var Cornelius faldet i søvn på et bord i centrets fastfood-afdeling. Med sig havde han en rygsæk fyldt med diverse tyvekoster fra butikker i centret. Blandt tyvekosterne fandt man en vibrator, en spiselig g-streng, oralsex-slik af mærket ’BJ Blast’ og en g-streng. Ud over sexlegetøjet fandt man også øreringe og en halskæde, som parret menes at have stjålet i Walmart. Det fortæller undersheriff Troy Cunningham til nyhedssiden The Smoking Gun.

 

’Sexlegetøjsbanditter’ ville have crowd-funded bryllupsfest

Det umage par er siden blevet løsladt mod kaution. Efter en hændelse som denne, ville de fleste nok holde lav profil. Men ikke den kreative Cornelius. Da han fandt ud af at historien om det mislykkede sexlegetøjstyveri cirkulerede på nettes nyhedssider, fik han den idé, at det måske var muligt at tjene penge på berømmelsen. Derfor oprettede han et projekt på crowfunding-siden GoFundMe.com, hvor han bad folk om penge til at betale for parrets bryllup. Projektets beskrivelse lød således:

“Ja vi er sexlegetøjsbanditterne. Vi er rigtige mennesker med rigtige problemer. Vi har brug for hjælp til at rejse penge til vores bryllup fordi jeg er i øjeblikket gravid og hjemløs. Vi vil ikke have vores barn født uden for ægteskab. Alt vil hjælpe. Tak fordi du tog dig tid til at læse vores historie, og på forhånd tak for hjælpen”

Det vides ikke, om nogen har doneret penge til ’sexlegetøjsbanditterne’, projektet er sidenhen blevet fjernet fra GoFundMe-siden.